Spørgsmål: Arbejde i DK + SE hos to forskellige arbejdsgivere
Håber I kan hjælpe mig at klargøre hvad som gælder for arbejdstager og arbejdsgiver i scenariet nedenfor: Ansat X bor i Sverige og har et arbejde hos sin svenske arbejdsgiver A som udgør 60% af personens samlede arbejdstid per uge. Udover det tager ansat A et job hos den danske arbejdsgiver B som kommer til at udgøre 40% af den samlede arbejdstid. Arbejdsgiver B (privat arbejdsgiver) har ingenting med arbejdsgiver A at gøre. Arbejdsgiver B har heller ikke nogen filial i Sverige. Om jeg forstår reglerne korrekt så kommer den ansatte X til at være omfattet af den svenske socialforsikring efter som minium 25% af arbejdet udføres i bopælslandet. Videre står det at den danske arbejdsgiver skal betale ca 20% på den ansattes løn til den svenske stat i arbejdsgiverafgifter (sociale afgifter) Er dette korrekt opfattet? Hvis den ansatte i stedet fakturerer sine timer til den danske arbejdsgiver (som en konsulent) via den ansattes eget selskab i Sverige skal arbejdsgiveren så stadig betale arbejdsgiverafgift til den svenske stat? Eller bliver det da i så fald den ansattes ansvar at gøre det når/hvis han hæver sin løn ud af sit eget svenske selskab. På forhånd tak
Svar
Tak for dine spørgsmål.
Hovedreglen er, at man er socialt sikret i det land, hvor arbejdet udføres.
Hvis arbejde udføres i både Sverige og Danmark, er man socialt sikret i bopælslandet, hvis man arbejder 25% eller mere i bopælslandet.
Det er altså korrekt forstået, at den ansatte X vil blive socialt sikret i Sverige, eftersom den ansatte bor i Sverige og arbejder mere end 25 % i Sverige.
Det er også korrekt forstået, at den danske arbejdsgiver skal betale sociale afgifter til Sverige. Arbejdsgiverafgiften udgør 21,77 % af bruttolønnen, eftersom den danske arbejdsgiver ikke har fast driftssted i Sverige. En dansk arbejdsgiver med fast driftssted i Sverige betaler 31,42%.
Du kan læse mere om arbejdsgiverafgift her: http://www.oresunddirektbusiness.dk/indblik/social-sikring/svenske-ansatte-i-danmark/hovedregler-omkring-social-sikring
Hvis man udfører arbejde som selvstændig i et land og arbejder som lønmodtager i det andet land, vil man være socialt sikret i det land, hvor man er lønmodtager. Hvis en person med ansættelse i Sverige samtidig driver selvstændig virksomhed i Danmark, vil hun skulle betale svensk arbejdsgiverafgift af indkomsten fra Danmark. Man skal dog være opmærksom på, at der kan være risiko for, at en sådan konstruktion bliver tilsidesat som omgåelse. Derfor kunne man som alternativ overveje at etablere et sædvanligt ansættelsesforhold i Danmark med en bestemmelse i ansættelsesaftalen om, at medarbejderen selv skal indbetale svensk arbejdsgiverafgift af bruttolønnen i det danske ansættelsesforhold.
Jeg håber, at ovenstående besvarer dine spørgsmål.
Med venlig hilsen
Thomas Bang